Rikke Thomsen
Med 2021 udgivelsen ”OPLAND” fik Rikke Thomsen startet en hel bevægelse i det sønderjyske. En bevægelse, som sikkert og roligt har sat sig som ringe i vandet, som et melankolsk sønderjysk ekko fra Gedser til Skagen, fra Esbjerg til København.
Med sit episke og lyriske udgangspunkt, i landsbyen Blans i Sønderjylland, udfoldede Rikke Thomsen på ”OPLAND” en verden af 80’er nostalgisk realisme, afmagt og savn for os. Altid med respekt for emnet, og for sig selv som hovedperson. Alle som har hørt sangene fra det fremragende 1. album, er betagede af historierne i ”Vausen”, ”Ballebrovej nr. 2” og ”Hunge Hjerte”.
Stemningen er fortættet og dialekten uomtvistelig, og alligevel bliver man som tilskuer draget ind i Rikke Thomsens univers med et smil på læben og en selvfølgelighed, som er påfaldende. Rikkes univers er yderst nærværende og ærligt, og man er, som tilskuer til koncerterne eller lytter af musikken, ikke i tvivl om oprigtigheden bag ordene.
I efteråret 2023 udkommer Rikke Thomsens nye album. Der bliver på 2. album skruet gevaldigt op for intensiteten hele vejen rundt. Der bliver simpelthen gået betydeligt hårdere til stålet musikalsk og tekstmæssigt. Nogle gange er det som om hun har mest lyst til at brænde hele lortet ned.
Samtidig med udgivelsen er der planlagt 4 eksklusive koncerter i foråret 2024. En koncert i Rikke Thomsens ”Opland”, Alsion i Sønderborg, En i hendes ”Bagland”, Skråen i Aalborg, en i hendes nuværende hjemegn Århus og en i Amager Bio i det ”Åltins Kolde København”.