Piano Night
Et flygel, tre pianister og en uforglemmelig aften
Lige så længe som flyglet har eksisteret, har der været tangentbetvingere, klaverløver og elfenbensartister. Til denne piano night sætter vi flyglet i centrum for tre forskellige pianisters udfoldelse, indlevelse og fremførsel af lige præcis hvad de har på hjertet og hvad de gerne vil imponere de andre pianister med. Publikum kommer til at opleve at det samme instrument både lyder og swinger forskelligt alt efter hvilken pianist der sætter sig bag tangenterne og åbner for musikkens tilstedeværelse i rummet.
Sascha Dupont; gudsbenådet improvisator og underholder, Lars DK; soulfull pianist og sanger og Esben Just der til den dag idag tror han kommer fra New Orleans, vil på skift sætte sig bag instrumentet og gøre det de er bedst til; løfte stemningen, give sjælen ro og kroppen lyst til deltage med sang og klap. De vil spille for hinanden, for publikum og for at gøre instrumentet mest mulig ære.
De vil være på scenen samtidig og selvom det starter med bare en pianist bag flyglet, ender det ofte med en 6 hændig, hvor klaverløven, tagentbetvingeren og elfenbens-artisten spiller sig helt ud, til publikums udelte begejstring og jubel.