Jonathan Christensen
Jonathan Christensen er en fremadstormende komiker fra Aalborg, der har gjort sig bemærket med sin ærlige, ufiltrerede og selvironiske tilgang til livet. Hans optrædener kommer blandt andet omkring livet med Tourettes, tics, trillingesøskende, dating og en hjerne, der nogle gange har lidt flere faner åbne end alle os andre.
På scenen er Jonathan nærværende og i konstant dialog med publikum, som hurtigt bliver en aktiv del af showet. Ingen aften er helt den samme, og samtalen med salen kan tage lige så mange uforudsigelige drejninger som tankerne i hans eget hoved. Noget,der gør hans optrædener både levende, spontane og helt unikke fra gang til gang.
Jonathan er kendt for sine skøre videoer på TikTok, Facebook og Instagram, og fra sine dokumentarer på TV2 Nord og TV2 Play. Desuden har han flere gange gæstet Go’ Morgen Danmark og Aftenshowet på DR.
I 2026 turnerer han med sit onemanshow “Forvirret”, hvor publikum bliver inviteret med ind i hans hverdagsliv, hvor tics, tanker og tåbelige spørgsmål står i kø, og hvor livet kan føles, som om man har fået udleveret et sæt puslespilsbrikker, som slet ikke passer sammen.
Når Jonathan går på scenen, er én ting ret sikkert:
Du kan forvente ærlige historier, skæve betragtninger og masser af grin.
Og muligvis et par spørgsmål, du ikke vidste, du havde brug for at få stillet.
… Og ja.
Der kan også godt dukke en kat op undervejs!
